Det varierer selvfølgelig meget fra person til person, hvor ofte man får sit hår klippet. Nogle elsker kort hår, som selvfølgelig betyder flere frisørbesøg, mens andre nyder et lidt længere hår.
De fleste bliver dog klippet et par gange om året, ellers bliver det trist og slidt.
Men ikke 35-årige Alona Kravchenko fra Ukraine – hun har ladet håret gro i hele 30 år.
198 centimeter. Det er længden af Alona Kravchenkos hår, når hun lader det falde frit. Alona er ikke blevet klippet, siden hun var fem år gammel, skriver The Mirror.
Træder på det når hun går
Alonas hår er så langt, at hun træder på det, når hun går, og har fået stor opmærksomhed for det, når hun bevæger sig rundt i hjembyen Odessa.
Det sker ofte, at fremmede vil tage billeder med hende, og det usædvanligt lange hår har givet Alona øgenavnet Rapunzel, efter eventyrfiguren med det meget lange hår.
Drømmen om langt hår begyndte som sagt allerede, da Alona var fem år.
– Jeg klippede mit hår kort dengang, og vendte aldrig tilbage til den frisørsalon igen. Siden da har jeg plejet mit hår med en enorm mængde kærlighed i alle disse år, siger Alona til The Mirror.
“Får altid mest opmærksomhed”
At skille sig ud fra mængden med sit lange hår er ifølge Alona kun positivt, og hun elsker sammenligningerne med eventyrprinsessen Rapunzel.
– Jeg elsker at skille mig ud. Frem for alt kan mænd lide det. Jeg er blond, og nu hvor mit hår er længere end mig selv, ved jeg, at jeg altid vil få meget opmærksomhed, siger Alona til The Mirror.
Mange af dem, der stoppper Alona i byen for at mærke på hendes hår eller tage et billede, spørger, om hun bruger hair extensions, men ifølge hende er håret helt naturligt.
Sådan plejer hun håret
Hvordan får man så langt hår? Ifølge Alona er det vigtigt at have tålmodighed og pleje håret korrekt.
Alona vasker kun sit hår en gang om ugen med nøje udvalgte produkter og pakker håret ind i forskellige masker, der skal pleje håret.
– Hele vaskeproceduren tager cirka en halv time, og jeg får også regelmæssig hårmassage. Jeg bruger aldrig en hårtørrer og børster aldrig mit hår, når det er vådt.
Er det ikke bare smukt? Eller hvad synes du?